2023

 Det nye år

Her står jeg.. vi skriver nu 2023.. om 3 måneder er det 4 år siden P valgte livet fra, og satte mig “fri” - En frihed jeg mærker i ny og næ. Men forhelved hvor er der mange sår som stadig ikke er helet - sår som viser sig i mit nye forhold.. for JA, jeg har fået mig en kæreste en rigtig dejlig en faktisk, en helt anderledes type end hvad jeg hid til har haft. 

Held i uheld ville skæbnen at jeg skulle møde min nye kæreste 2 dage inden hele min verden igen faldt fra hinanden, så han har været med hele vejen og stået ved min side. 

Min mor blev indlagt og døde så desværre 28 December, shit nogle hårde måneder med op og nedture! Det har været enormt svært at navigere i sine følelser som ny forelsket og sammetid være datter af en alvorlig syg mor, oveni det være en støttende veninde men også være mor til Olivia. Min verden er brast flere gange på de her 2 måneder end de sidste 2 år. 

Jeg føler mig så enormt svag, bange og virkelig ulykkelig. 

Ulykkelig over at have mistet min mor, svag fordi jeg flere gange har været ved at give op på alt jeg har kært, bange fordi jeg ikke føler mig tiltrækkelig nok overfor min kæreste og lille O..

Alle siger “nyt år - ny start” men hvordan kan man lave en ny start når man ikke har fået afsluttet det andet ordenligt. 

Jeg føler ikke jeg har fået afsluttet 2022 jeg føler jeg har glemt mig selv, min lille O og min søde kæreste. Jeg kan ikke forklare hvorfor de følelser er der, men sådan er det! 

Jeg bebrejder mig selv at jeg ikke fik en sidste samtale med min mor, at jeg ikke kørte derud den 24 december og ønskede god jul, men Olivia var syg så ville ikke smitte min mor.. den 24 december var den sidste dag hun var “normal” den 25 om morgenen faldt hun og blev indlagt siden da har ingen kunne føre en samtale med hende.. den 27 valgte vi søskende ink. En læge at slukke for mors behandling fordi hun ikke tog i mod. Den 28 kl 19.30 gav hun op. Jeg sad ved hendes side, lyttede på alle hendes ubehagelige lyde og så hendes tomme blik indtil hendes hjerte ikke slog længere. DET ER DET VÆRSTE JEG NOGENSINDE har oplevet.. hende der gav mig livet lå nu der og var død..

Jeg kan stadig høre lydende for mig og ser faktisk episoden for mig når jeg lukker mine øjne. 

Min krop er stresset, jeg taber mig og mit hår er langsomt begyndt at falde af igen - helt ligesom dengang med P, da jeg fandt ham død. 

Jeg kaster op og græder når ingen kigger - jeg har grimme tanker i mit hovede og laver vitterligt ingenting. 

Jeg forsøger at være en god mor og god kæreste men jeg har aller mest lyst til at bare ligge i foster stilling i min seng og græde alt ud af min krop. 

Hold nu kæft det er svært, det ikke kun svært for mig men også for min kæreste han gør et forsøg på at støtte mig men han er også mættet .. tænk at møde en kæreste og komme direkte ind i et kaos med en syg svigermor som dør 2 måneder efter .. vi har glemt alt om at være ny forelsket at huske hinanden og nyde den første tid, kan man overhovedet rette op på det? Jeg håber på det .. jeg er virkelig heldig med ham. 

 Men nå.. imorgen den 4 januar skal min mor synges ud af kapellet for derefter at blive brændt.. en dag jeg bare slet ikke kan rumme i mit hovede .. jeg skal bære hendes kiste og endnu engang se alle mine søskende være kede af det.. det giver mig så vanvittig mavepine .. folk siger “vær stærk Jarna” men HVORDAN?! Jeg er slet ikke stærk - jeg er en følsom kvinde som knækker for et godt ord.. 

Kan man lære at blive stærk? Kan man sige ordenligt farvel til det forgangene år? Kan man genoprette en ny forelskelse?  Må man godt bare smutte fra det hele? 

Jeg har så mange tanker og spørgsmål inde i mit hovede.. 😭

Jeg er træt, ulykkelig, opgivende og i dyb sorg. 

//Jarna Marie