hej hej derude :)
Jeg vågende i nat, og tænkte endnu engang var det min skyld han begik selvmord? Havde jeg drevet ham derud hvor han ikke syntes livet var værd at leve mere? Var det fordi jeg slog op med ham at han ikke ville leve mere? Hvorfor kom jeg ikke ned i kælderen og fandt ham i tide??
Puha alle de tanker, dem får jeg SÅ tit, det er spørgsmål jeg aldrig nogensinde får svar på, uanset hvor meget jeg graver efter et svar. - Inderst inde ved jeg godt det ikke er MIN skyld han valgte livet fra, men det kan ofte føltes sådan når alle de tanker kommer. - I disse situationer er jeg nødt til at finde noget at lave eller akut tænke på noget andet, ellers er jeg bange for at jeg ender i mørkt hul igen.
Det med skyld følelse når et menneske begår selvmord, vil nok altid sidde i de mennesker der var nære relationer til den afdøde. For mig er dette emne omkring skyld faktisk det mest sårbare emne i hele denne rejse jeg har været på. Men fordi hele hans familie har slået hånden total af mig, de påstod i en lang lang skrivelse at det var mig der havde kørt ham psykisk ned, at det var mig der havde drevet ham til selvmord og at det var mig der havde banket ham.
Jeg har det enormt svært med sådan en besked, fordi det hele er løgn. Hans familie ønsker ikke høre på mig eller min side af de forskellige historier. - Det gør rigtig ondt at de bebrejder mig på den måde, men alligevel forstår jeg dem godt, de skal jo ha en at give skylden.
I Februar sidste år altså 2021, skrev ude og hjemme min historie i deres blad, altså MIN historie, mine oplevelser og mine tanker omkring det hele. Her valgte hans far så at ligge sag an mod mig og blandet fordi han mente det hele var usandt, jeg blev SÅ ked af det og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. - Ude og hjemmes chefredaktør forsikrende mig om at der ville ske mig noget i den sag, og at jeg bare skulle slappe af og lukke ørene for alt det ballade der kom ud af det. - Det var skide svært, men JEG GJORDE DET.
Jeg fik vendt frygten til at være "ligeglad", jeg har heldigvis en kanon bedste veninde der altid er støttende og klar til at hjælpe og lytte.
Jeg sidder som sagt ofte med skyldfølelse, andre dage er min sunde fornuft stærk nok til at slå igennem og sige til mig "JARNA DET ER IKKE DIN SKYLD" - det svinger utrolig meget. det er meget forskelligt hvad det er der bringer de dårlige og "forbudte" tanker frem. Det kan være min datter nævner noget om ham, det kan være en mærkedag som hans fødselsdag, jul eller årsagen. Jeg føler mig så fuld af skyld og skam på særligt mærkedage at jeg ikke tør gå på kirkegården i frygt for at møde hans familie. Det er så latterligt og dumt, jeg ved det. Men jeg er så bange for at møde hans familie, ment fordi jeg ikke ved hvordan de vil reagere.
Jeg tror aldrig nogensinde jeg slipper 100% af med den skyld følelse, uanset hvor meget jeg arbejder med det. Jeg har lært at acceptere det er sådan det er.
Kan i alle have en dejlig mandag :-)
// Jarna
Skjønner at du tenker på om det var din feil, og om du kunne gjort noe annerledes. MEN det var HAN som valgte det og ikke du. Håper skyldfølelsen vil slippe taket
SvarSlet